SORGSYSTEMER
Jeg kigger ud på landskabet, som er et sår. Der er et sår i landskabet, ligesom der er et sår i mig. Det var engang en mark, men jorden var for interessant til at lade den være. Man byggede et kalkværk og området forandrede sig. Såret i landskabet åbnede sig op og blev større. Til sidst blev såret forladt, det var ikke interessant mere. Såret lå uberørt hen i mange år. Der voksede ting ud af det, helt andre ting, der ikke var til at forudsige. Jordtyperne, sammensætningen af kalk og vand blotlagt i landskabet, skabte en ny form for liv. I såret opstod der noget nyt. Der var sket en endegyldig ændring i landskabet. Det kunne lige pludselig aldrig vende tilbage til det, det var før. Stedet overvældede mig. Området viste sig at være noget andet, noget jeg ikke kunne regne ud, noget jeg håbede på, men som forsvandt ud af mine hænder. Det jeg kiggede på havde pludselig tabt sin betydning. Det blev for komplekst. Tingene og tankerne blev frem for en undersøgelse af området til et nulpunkt. Såret havde sin egen vilje, det kunne ikke ordnes. Det ville ikke ordnes. Ting opstod. Der kom f.eks. mange nye arter af orkidéer. Man kalder det nu for en kalkgrav. Såret i landskabet er blevet til en grav. Nu er det bestemt, at det er slut med at udvinde kalk dér, så det er altså en grav. Ikke et sår. I en grav er alting dødt. I et sår er alting åbent.