Ni studerende fra Filmkunstskolen i Kabelvåg tager afgang denne sommer efter tre års tilværelse og kunstnerisk virke på Lofotens største ø, Austvågøy. Bosat på en øgruppe lavet af bjergarter, skabt af over tre milliarder år gamle geologiske processer som en ophobning af mineraler, fremstår kollektivet på denne årgang - i en anden temporalitet og livsform - som en sammenvokset bjergart af skandinavere, der taler dansk, norsk og svensk i en form for kreoliseret skandi. Som udøvende billedkunstnere og filmskabere tager de afgang i en tid, hvor en accelererende billedstrøm og opmærksomhedskrise præger alles liv og mentale helbred. Polariserings- og positioneringskampe hæmmer i mange tilfælde en bredere samfundsmæssig solidaritet og omsorg på tværs af sociale og kulturelle skel, for slet ikke at tale om politisk stillingtagen, intervention og indflydelse, når internationale krigshandlinger pågår. Alligevel, eller på trods af, står disse ni tilfældigt sammensatte billedkunstnere fast på en radikal praksis om sammenhold og samarbejde. Onde tunger vil mene, at de ikke har noget valg. På en af de internationalt set mindre kunstskoler for levende billeder i en by med omkring 1700 indbyggere, planetarisk indhyllet i mørke halvdelen af året, må man stå sammen — koste hvad det vil. Et eksistentielt vilkår i Nordnorge. Men måske er det kun en flig af sandheden? Virkeligheden er, at verden ramler sammen her. Det partikulære og perifere møder også det universelle i Beringsregionen. Lofoten er et centrum. Global krigslogistik med omkringflyvende droner og militærbase på Andøya findes her. Spørgsmål om migrantpolitik, ulighed, kolonihistorie (ikke mindst den danske), techkapitalisme og profitjagende ressourceudvindinger med enorm indflydelse på øgruppens miljøtilstand og biologiske mangfoldighed fylder hos lofotinger og studerende på Filmkunstskolen i Kabelvåg.
Vi er begge så privilegerede at have fulgt de studerende over længere tid som undervisere, og én af os endda fra deres første år i Kabelvåg. Men hvad karakteriserer så dette års afgang og de studerendes praksis? Som de ni mytologiserede norrøne verdener danner de studerende på mange måder deres eget kosmologiske diagram med forskelligartede praksisser, der i tone og temperament, for slet ikke at tale om medier, aggregater og formater, adskiller sig meget fra hinanden. Samtidig deler de også en lang række personlige, politiske og kunstneriske affiniteter og interesser. Blandt de mange fællesnævnere i flere af afgangsværkerne fungerer for eksempel nonhumane karakterer som en slags orakler og sandsigere. Ræveavatarer i antropomorfe skikkelser, fuglevæsner, mågeskrig og ringduer får alle centrale placeringer, og mennesket decentreres og i andre tilfælde minimeres i det kabelvågske bybillede. I den tværskandinaviske udgivelse ‘Fuglen, dyret og mennesket’ bearbejdet og konceptualiseret af den danske billedkunstner Asger Jorn og udgivet posthumt i 2005, skriver den norske arkæolog Bente Magnus, at “troen på, at fuglene så alt og kunne forutsi menneskenes skjebne, går tilbage til de ældste indiske skriftlige kilder og er gennemgående træk i folkeeventyr.” Dyrene, forvandlingerne og særligt fuglenes mytologiske tilstedeværelse i flere af afgangsværkerne er ikke tilfældig. Filmkunstskolen i Kabelvåg arbejder aktivt med “biopolitiske diskurser i utdanningen” og institutionens “plassering i et ikke-urbant område,” som institutionen beskriver det. Den kollektive opmærksomhed rettet mod den nære geografi og biologi i Kabelvåg er et dagligt samtaleemne. Når man opholder sig i byen, våger havørnen ofte højt oppe i svævende og majestætiske kredsflyvninger for at scanne området visuelt for bevægelser og byttedyr. Alle orienterer sig efter havørnen på himlen.
De studerende er dog andet og mere end de værker, de tager afgang med. Praksissamtalerne, som de studerende har produceret til kataloget her, giver udtryk for en bred og mangefacetteret orientering i kunst, fænomenologi og politik. Om det er naturkatastrofen på Kreta (ikke den græske, men klippeøen øst for Kabelvåg af samme navn), resourceudvinding på Räkøya, kønspolitik på Arbeideren, lokalsamfundets overlevelse som global landsby, den rå fiskeindustri, olieøkonomien eller turismeeksotisering — alt er blevet undersøgt og taget stilling til i denne gruppeenhed. På et tidspunkt i den virtuost orkestrerede svanesang Blue siger Jarmans fortællestemme direkte til os: “Pray to be released from image”. Den konkrete sygdom, som endte med at producere denne sætning hos Jarman, føles som en lille åbenbaring for os, en form for presque vu, noget som lå på tungen og ventede på at blive sagt af en i vores samtid. Billedstrømmen udmatter os. Den visuelt handlende techkapitalisme kontrollerer på mange måder vores liv, og måske hungrer vi efter at blive frigjort fra denne tvangsfodring af billeder og indtryk. Men vi er alle billedskabere. Vi tror på billedets forandrende kraft, fordi vi selv har oplevet den. Med 30 år mellem vores fælles visning af filmen i blackboxen på Filmkunstskolen i Kabelvåg i januar 2024 og dens officielle biografpremiere, chokeres og rystes vi af denne sætnings virkning på os. Hvad der i filmens logik refererer til en dødeligt syg metabolisme, rammer en almenmenneskelig tilstand hos os i dag. Så hvordan tøjles denne billedstorm og konsekvenserne af dens hærgen?
Her står de studerende og Filmkunstskolen i Kabelvåg med en viden og praksisform, der kan vise sig eksemplarisk i sociale, kunstneriske og uddannelsesmæssige henseender. Det stærke skolefællesskab som et sted, hvor man kan træde ind i nogle andre og mere frie rum til at være udøvende billedkunstner og menneske. De fleste andre billedkunstuddannelser har en studieplan, der kan gøre det besværligt at arbejde på tværs af praksisser. På Filmkunstskolen i Kabelvåg er gruppen en essentiel enhed. Et udgangspunkt. En gruppe kan lave aktioner. En gruppe kan lave billeder, der er værd at lægge mærke til. En gruppe kan skabe fælles erfaringer og indsigter. Mange mener, det er noget af det billedkunsten mangler i dag. Denne årgang og denne afgangsudstilling kunne signalere, at fællesskabet og relationerne på tværs af praksisformerne er ved at finde form igen. Avgang, afgang, avgång.
Jeppe Sengupta Carstensen og William Andreas Wivel.
Juni 2024.